Er man for høj, hvis man måler for meget?

I forbindelse med udgivelsen af min Tænkepause: Tal på Aarhus Universitetsforlag skrev DR.dk: ”Vi skal passe på med at måle og veje for meget”. Det fik min ven, Mads, til på Facebook at levere et komisk twist:

“Er folk, der måler for meget, lige så høje som folk, der vejer for meget, er tykke?”

Og Mads ramte sømmet på hovedet: På den ene side indgår kvantificering som en helt central del af vores verden, og vi kan opgøre alle mulige ting i tal. På den anden side er det slet ikke sikkert, at betydningen af disse kvantificeringer og metrikker er klare, endsige åbenlyse.

Tal er magt

Siden begyndelsen af 1800-tallet har tal udgjort en stadigt mere betydningsfuld rolle i administrationen af store, komplekse og geografisk spredte organisationer – stater, virksomheder, eller videnskabelige projekter. Det har fået idehistorikeren Theodore Porter til at karakterisere det moderne samfund ved dets ”tillid til tal”.

Vi måler og tæller i dag som aldrig før, og vi har adgang til helt enorme datamængder. Det synes helt oplagt for os, for der er knyttet en stor organisatorisk, teknologisk og videnskabelig succeshistorie til kvantificeringen.

Men måler tallene nu også de rigtige og relevant ting? Spørgsmålet har (mindst) tre sider: For det første kan man se det som et teknisk spørgsmål: Er vores målinger faktisk tilstrækkeligt gode til at vi kan have tillid til deres præcision?

For det andet handler det om politisk framing: Er den ting, vi måler, faktisk den mest relevante ting, vi kunne måle? Det er et spørgsmål af stor aktuel relevans, for en stor del af diskussionen om ”alternative facts” handler præcist om, hvordan man skriver tal ind i forskellige rammer.

Og for det tredje bør man også overveje konsekvenserne af teknokratisk kvantificeringen: Hvis vi oversætter ”bløde” hensigter til ”hårde” metrikker, kan opfyldelse af metrikkerne nemt stjæle rampelyset og tvinge de politiske, etiske og filosofiske spørgsmål i baggrunden bag instrumentelle målopfyldelser.

Behov for taldannelse

Derfor har vi brug for en gang imellem at stoppe op og spørge, hvorfor vi måler, det vi gør. Den underliggende præmis bag sådan et spørgsmål er at indse, at kvantificering ikke er nødvendig – hverken i betydningen uundgåelig eller i betydningen entydigt bestemt. Det første er nok sværest at se i en tid, hvor kvantificering (nogle gange kaldet DJØFicering) er dagens dagsorden.

Så hvis vi vil nuancere den pointe, kræver det kulturel gentænkning. Det andet er måske lettere at bibringe igennem undervisning, der forsyner perspektiv og nuance på anvendelsen af tal, matematik og statistik i videnskabelige og sociale sammenhænge. Den nuancering skal bredt ud for at kunne bidrage til en informeret nuancering af den teknokratiske kultur, så det er i gymnasiet, at der skal sættes ind med nuanceret ”taldannelse”.

Pudsigt nok kan det løbe ind i den store udfordring, at hvis man skal bruge tid på det, kan det risikere at gå ud over de metrikker, som uddannelsessektoren i stigende grad skal opfylde: Taldannelse er pt. en ”blød” værdi, som dårligt kan måles ved de skriftlige eksaminer!

 

Skrevet af Henrik Kragh Sørensen.

Henriks profil:

Jeg er professor med særlig opgaver ved Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet, hvor jeg forsker og underviser i matematikkens og datalogiens videnskabsteori og videnskabshistorie. Jeg har i 2017 udgivet Tænkepause: Tal på Aarhus Universitetsforlag.

Skriv et svar