Efter Corona-krisen må vi have mere fokus på verdensmålenes etiske visioner for en bedre verden!

CSR Forum har bedt sine medlemmmer reflektere og komme med bud på, hvordan corona influerer eftertidens bæredygtige udvikling i erhvervslivet og samfundet generelt. Dette indlæg af Jacob Dahl Rendtorff, professor, Roskilde Universitet er det fjerde i rækken af bidrag til den kollektive diskussion og fælles udforskning, som vi med tiden vil forsøge at omsætte til brugbar viden for vores medlemmer og omverden.

Efter Corona-krisen må vi have mere fokus på verdensmålenes etiske visioner for en bedre verden!

Corona-krisen har fået os til at fokusere på sygdommen, men den har også skabt grundlag for mere eftertænksomhed omkring den globale bæredygtighedsagenda og visionerne i FN’s verdensmål. Corona-krisens forløb dokumenterer alvoren af den globale miljøkrise, hvor menneskene er dybt afhængige af naturen. Covid-19 er i høj grad et udtryk for den antropocæne tidsalder, hvor menneskearten styrer og overtager naturen, men samtidig viser sygdommen også, at menneskene som en integreret del af naturen i det antropocæne paradoksalt nok samtidig med at vi dominerer over verden, bliver mere prisgivet naturen, og at vores komplekse samfund er utroligt sårbart overfor naturen. Covid-19 er blevet en omfattende pandemi, der er muliggjort af nutidens globaliserede og gensidigt afhængige samfund, der integrerer natur og mennesker i en uadskillelig helhed.

Corona-krisen er således endnu en alvorlig bæredygtighedsudfordring, der i tillæg til problemerne med tiltagende plastisk-forurening, global opvarmning, tab af biodiversitet og rovdrift på naturressourcernes viser, at det er nødvendigt med en global omstilling til et mere bæredygtigt samfund. Samtidig har Covid-19 ført til en forstærkelse af den globale ulighed, hvor fattigste og mest sårbare mennesker på jorden også er dem, som viser sig at have mindst modstandsdygtighed over for sygdommen. Covid-19 er gået mest ud over dem, som allerede er på kanten af samfundet med sociale og økonomiske problemer, dvs. de syge og svage, de gamle, dem med skiftende jobs, de arbejdsløse, ensomme og socialt marginaliserede, mens de fleste mennesker i den velintegrerede middelklasse er kommet igennem nedlukningen uden større problemer

Corona-krisen gør således debatten om ansvar og bæredygtighed endnu mere aktuel. Covid-19 har med fjernarbejdet og omstruktureringer gjort det sociale ansvar for medarbejderne langt mere omfattende og komplekst, men det har også styrket omsorgskulturen på arbejdsmarkedet, og HR-medarbejderne er blevet meget mere visionære. Samtidig udfordres virksomhedernes samfundssind med krisen, hvor der er tendens til at udskamme dem, som ville ud af krisen som nemt som muligt ved hurtigt at fyre medarbejdere. Krisen har gjort samfundssolidaritet til et krav. Dette pointerer, at virksomhedernes ansvar i dag ikke bare er et ansvar for at skaffe sig profit og indtjening, men virksomhedernes sociale ansvar er etisk ansvar for mennesker, miljø og for at redde kloden. Det drejer sig om People, planet, profit. Hermed er det sociale ansvar blevet et globalt miljøansvar for at undgå klimaforandringer og sikre en bæredygtig fremtid. Ansvarsbegrebet er således vigtigt som grundlaget for etik, især inden for politik og økonomi i den moderne civilisation, der er præget af globalisering og teknologiske fremskridt. Verdenssamfundet må udover en modløs handlingslammelse og eksistentiel nihilisme og kynisme. Det fokus på solidaritet og hensyn til de svageste, som der er opstået i forlængelse af det fælles ansvar for at bekæmpe Covid-19 er her en vigtig byggesten for at komme videre med dagsordenen om omstillingen til et mere bæredygtigt samfund.

Eftertænksomheden og refleksionen over fremtiden, som Corona-krisen indebærer, giver god lejlighed til at hidkalde sig den egentlige vision bagved håbet om en omstilling til en mere bæredygtig økonomi og politik, der ligger til grund for FN’s verdensmål. Visionen er forestillingen om en fantastisk fremtid for alle på jorden, der bygger på en dyb respekt for menneskets noble storhed og værdighed. FN’s Verdensudvalg for miljø, Brundtland-Kommissionen definerede i 1987 ”Sustainable development” i et filosofisk samlende perspektiv som det grundlæggende mål for det internationale samfund. Bæredygtig udvikling var en vision om den respektfulde brug af naturressourcer med det formål at respektere det gode liv i fællesskabet og de gode livsvilkår for kommende generationer på jorden. Det er vigtigt at huske på, at det er denne samlende etiske og politiske vision, som ligger bagved FN’s verdensmåls Agenda for 2030.

Verdensmålenes vision om den lyse fremtidig er således det, som egentlig ligger bagved de 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Visionen om det gode samfund ligger ligeledes bagved verdensmålenes fokus på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber. Den nye dagsorden anerkender således, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde er tæt forbundne, og at det kræver en integreret indsats at opnå holdbare udviklingsresultater.

De visionære verdensmål for bæredygtig udvikling (Sustainable Development Goals (SDGs)) bygger videre på de otte såkaldte 2015-mål (Millennium Development Goals (MDGs)), som havde deadline ved udgangen af 2015. Ikke mindst partnerskaber og den fælles handling, når det virkelig gælder, som allerede har vist sig mulig i forbindelse med Corona-krisen ligger bagved verdensmålene. Det helt centrale for at virkeliggøre FN’s 17 verdensmål er partnerskaber mellem stater, virksomheder og civilsamfundet er verdensmål. Her har Covid-19 vist, at der er vilje til at samarbejde i krisen og det har bidraget til at udvikle partnerskabet om at ”styrke midlerne til implementering og give nyt liv til globale partnerskaber for bæredygtig udvikling”. Corona-krisens fælles kamp mod panepidemien har vist, at de forskellige aktører kan tage sig sammen og finde fælles løsninger, når det virkelig gælder, og det varsler godt for fremtiden.

Fokus på visioner er således centralt for virksomhedernes bidrag til at skabe en bedre verden. At forstå verdensmålene går ud på at realisere enheden i vision, der ser miljø og klimaudfordringen som en social og økonomisk udfordring og samtidig ser den sociale og økonomiske udfordring som uadskillelige fra omstillingen til bæredygtighed.  Til spørgsmålet ”Hvad kan virksomhederne gøre?” kan vi svare: Vi har brug for nye forretningsmodeller! Alt skal gentænkes ud fra visionen om det gode liv og respekt for menneskets værdighed. Husk på, at virksomhedens sociale ansvar som udvidet ansvar for at realisere verdensmålene omfatter både økonomisk ansvar, juridisk ansvar, samfundsansvar og miljøansvar, men også det mere fundamentale visionære etiske og filantropiske ansvar om at skabe en bedre verden for alle på kloden.

Derfor må virksomhederne også bidrage til at realisere visionerne i verdensmålene. Dette kan vi kun gøre, hvis vi bevæger os ud på den anden side af kritikken af verdensmålene, hvor det har været fremhævet, at verdensmålene fungerer som en ny avanceret vækstmotor, der glemmer udviklingslandene og kombinerer kapitalisme og udvikling på en måde, der bare er gammel vin på nye flasker. Verdensmålene skal ikke bare være udtryk for, at vestlig vækstfilosofi presses ned over ulandene. At være optaget af visionerne i verdensmålene går ud på at forstå dem som mere end usammenhængende mål, som modsiger hinanden. Når man arbejder visionært med verdensmålene, skal man ud over en udvælgelsesstrategi, hvor virksomheden blot vælger de mål, som er nemmest at opfylde ud fra en vision om at komme over, hvor kravene er mindst og det er nemmest at komme i mål. Verdensmålene er ikke bare et spørgsmål om kvantitative økonomiske indikatorer, men de bygger på normativ politisk tænkning om det retfærdige samfund.

Er det hele bare Bullshit og Greenwashing, når vi taler om virksomhedernes nye ansvar for global bæredygtighed? Nej, Corona-krisen tvinger os til at tage vores idealer alvorlige. Det må være slut med smarte floskler og glatte ord, men ny bæredygtighedsalvor giver energi til at få visionerne frem i virksomhedernes arbejde. Verdensmålene bygger humanistiske idealer om global respekt for det enkelte menneskenes uendelige værdi og ukrænkelighed. Den globale indsats for at redde liv i kampen mod Covid-19 har haft et stærkt blik for det enkelte menneskes uerstattelighed, når man lukkede alt ned for at redde de svageste. Denne indsigt er vigtig for bæredygtighedsindsatsen. Vi må huske på den grundlæggende etik bagved Verdensmålene. Her integreres det miljømæssige, sociale og økonomiske – People, Planet, Profit i en filosofisk helhed. Verdensmålene integrerer hensynet til menneskets frihed og til de sociale rettigheder i en universalistisk og kosmopolititisk tilgang til den globale omstilling hen imod en cirkulær og økologisk økonomi.

Fremtidig virksomhedsledelse bygger således på ”Stakeholder engagement”, der er et etisk paradigme for SDG-leadership. Som jeg skriver i min nye bog om ledelsesfilosofi, så er virksomheders etik og socialt ansvar med fokus på verdensmålene de centrale elementer i en ”reflekterende ledelse”, der gentænker virksomhedens forretningsmodeller i lyset af den nødvendige globale omstilling til et mere socialt, økonomisk og politisk bæredygtigt samfund.

For videre læsning se her i min bog: Rendtorff, JD 2019, Philosophy of Management and Sustainability: Rethinking Business Ethics and Social Responsibility in Sustainable Development. Emerald Group Publishing, Bingley.

Relaterede indlæg 

Grøn og fair genrejsning efter corona-krisen

Når Corona ændrer alt – eller intet, og begge dele er godt

Coronakrisen bliver bæredygtighedens genfødsel

 

 

 

 

Skriv et svar