CSR-rapportering – stakeholders og strategi (Lektion 4)

CSR-rapportering – stakeholders og strategi (Lektion 4)

Stakeholders og strategi

Stakeholders og strategi var blandt hovedemnerne til lecture 4 om CSR-rapportering, hvor det stod klart, at man næppe kommer sovende til en god CSR-rapport. Som Mia Kaspersen fra CBS påpegede, er datagrundlaget ofte svært at indhente, hvilket dels skyldes, at faktorer såsom bæredygtighed og trivsel kan være svære at måle, men også at virksomhedskulturen mange steder ikke er indstillet på at prioritere CSR-medarbejdernes anmodninger om data-adgang. Der er i denne sammenhæng nogle kulturelle og organisatoriske aspekter, der med fordel kan ændres, så CSR lettere kan integreres i virksomhederne.

Herudover har interessenter såsom leverandører, slutbrugere og investorer brug for vidt forskellig information. Målgruppen må derfor udvælges nøje blandt interessenterne, og ideelt set skal de udvalgte rapporterings-emner både være relaterede til virksomhedens kerneforretning og være relevante for målgruppen. Samtidig er det vigtigt, at rapporten fremstår ”balanceret”, så alle relevante emner rundes (også dem, det er mest fristende at udelade!), så det bliver lettere for målgruppen – fx investorer – at træffe beslutninger.

Heldigvis kunne Anne Gadegaard fra Novo Nordisk give gode eksempler på, hvordan en virksomhed kan arbejde strategisk og målrettet med CSR. Her var fokus bl.a. ”materiality” (dvs. overensstemmelse CSR og virksomhedens kerneforretning), FN’s verdensmål, Novo Nordisks tredobbelte bundlinje og hvordan man arbejder med CSR i et langtidsperspektiv. Novo Nordisk vandt i sidste måned FSR’s ”CSR Rapporteringspris 2017”, så der var nogle gode indsigter at få med på vejen.

Joachim Kattrup fra Økonomisk Ugebrev gav os et indblik i, hvordan han som journalist læser en CSR-rapport for at kunne vurdere den objektivt og sikre sig ikke at falde for misvisende informationer. Herefter ledte han debatten mellem publikum og de to oplægsholdere, som supplerede hinanden godt.

Fremadrettet

I CSR Forum vil vi nu evaluere forløbet, som i alt har omfattet 4 lectures om CSR-rapportering.
Vi har bl.a. gjort os nogle erfaringer med forskellige lecture-formater og samarbejdet med både CBS-studenterforeningen  OIKOS, vores moderatorer Joachim Kattrup og Christel Skousen Thrane og nydt de gode input, vores oplægsholdere er kommet med.
Læs evt. mere i indlæggene om Lecture 1, Lecture 2 og Lecture 3.

Den co-creation workshop, som vi havde planlagt at afholde efter Lecture 4, har vi besluttet at rykke til efter evalueringen. Den er derfor rykket til det nye år, og I vil høre mere, så snart der er nyt.

Indtil nu vil vi sige: Tak for et godt forløb!

Skrevet af Linda Thyme

CSR speed dating – værdiskabende relationer

CSR speed dating – værdiskabende relationer

Hvordan kan foreninger og virksomheder skabe højere værdi for hinanden? – Og for samfundet?

Vi er overbevist om, at det bedst sker, hvis de mødes. Derfor vil vi skabe en platform, hvor virksomheder og foreninger kan møde hinanden ansigt til ansigt, kortlægge behov og ikke mindst gå sammen om at løse problemstillinger på tværs.

For at opnå dette, vil vi relancere konceptet CSR Speed Dating og mødtes denne uge med repræsentanter fra Skandia, Frivilligcenter Amager og Frivilligcenter Vesterbro med henblik på at afklare, hvordan vi bedst skaber et rum, hvor meningsfulde relationer kan opstå.

Ét af mødets vigtigste output var, at vi fik italesat, hvordan både foreninger og virksomheder kan få glæde af CSR speed dating. Foreningerne kan bl.a. indhente hjælp til konkrete udfordringer såsom digitale løsninger og formidling. Samtidig kan virksomhederne opnå bedre indblik i hvad der rør sig i lokalsamfundet, og få inspiration til – og erfaring med – hvordan de bedst skaber en meningsfuld CSR-profil.

Vi glæder os til næste møde om, hvordan vi aktiverer det kæmpe potentiale, der ligger i at skabe nye samarbejdskonstellationer. Mødet afholdes efter nytår, og har du input, hører vi gerne fra dig.
CSR speed datings hjemmeside kan besøges hér.

Skrevet af Linda Thyme

CSR-rapportering i praksis (Lektion 3)

CSR-rapportering i praksis (Lektion 3)

Hvordan foregår CSR-rapportering i praksis?

Det fik vi indblik i til månedens 3. lecture om CSR-rapportering, hvor Trine Pondal fortalte om Pandoras arbejde med CSR. Alle deltagere fik udleveret et eksemplar af Pandoras CSR-rapport fra 2016, hvilket skabte et godt udgangspunkt for den efterfølgende debat, som bl.a. handlede om hvilke overvejelser, der ligger bag de parametre, som smykkevirksomheden rapporterer om. Herfra udsprang yderligere en diskussion om forskellen på intern og ekstern CSR-kommunikation, og hvordan arbejdet med CSR kan være med til at påvirke virksomhedskulturen.

CSR i et større perspektiv

Marie Voldby fra Deloitte gav en god opfølgning på de 2 forrige CSR-lectures og fortalte bl.a. om hovedtrends inden for CSR-rapportering og hvilke faktorer, der driver udviklingen inden for området. De vigtige internationale standarder såsom GRI og AccounAbility Principles Standard (AA1000) forklaredes med let forståelige modeller.

Vores moderator Christel Skousen Thrane styrede den efterfølgende debat, bidrog med spørgsmål og sørgede for en god dynamik mellem oplægsholdere og publikum.

Deltag til Lecture 4

Du kan stadig nå med til Lecture 4 om CSR-rapportering, hvor:

  • Mia Kaspersen fra CBS holder oplæg om ”Non-Financial Reporting, Data Processing & Stakeholder Involvement”
  • Anne Gadegaard fra Novo Nordisk holder oplæg om ”How to link CSR Reporting to Business Strategy”
  • Debatten styres af Joachim Kattrup fra Økonomisk Ugebrev

Deltagelse er gratis, du skal blot møde op på CBS lokale SP216 onsdag den 22. november fra 14.30-16.
Læs mere her

Skrevet af Linda Thyme

Mini-konference om “Sustainable Customer Engagement”

Mini-konference om “Sustainable Customer Engagement”

The Social Business Companys mini-konference “Sustainable Customer Engagement” bød på spændende talere og gode indsigter i, hvordan bæredygtige forretningsmodeller og overskud på bundlinjen sagtens kan gå hånd i hånd.

Tania Ellis kom via sit oplæg om bæredygtige business trends ind på både B2B, B2C og det ofte oversete B2G (Business to Government), så vi fik en god introduktion til hvordan virksomhederne kan operere på flere niveauer.

Netværksmæssigt sørgede Tania Ellis for, at alle fik nye forretningskontakter, og der var sat god tid af til, at deltagerne kunne netværke. Der var herudover rigeligt at tale om i pauserne, eftersom de spændende oplæg gav stof til eftertanke og dannede grobund for gode samtaleemner.

Bl.a. holdt Louise Elver et spændende oplæg om hvordan Fairtrade Mærket bruger både sociale medier og Virtual Reality til at skabe et tættere bånd mellem forbruger og producent.

Jan Højvang Matthiesen gav os et godt indblik i, hvordan DFD samarbejder med deres B2B-kunder om at opnå højere bæredygtighed, og pointerne blev understreget af Jans involverende måde at bruge både tegninger og andre rekvisitter på.

Sille Krukow, som arbejder med nudging og behavioral design, hjalp os herudover til at forstå, hvorfor vi som mennesker kan have svært ved at tage ”de rigtige valg”, og forklarede, hvordan vi via nudging kan hjælpe andre (og os selv) til at tage de valg, som er mest hensigtsmæssige.
Til sidst fik alle interesserede mulighed for at se Fairtrade Mærkets Virtual Reality video.

Alt i alt en berigende dag med velvalgte oplægsholdere og gode networking-muligheder.
Tak til The Social Business Company og deres netværk The Social Business Club for det gode arrangement i torsdags.

Skrevet af Linda Thyme

CSR-rapportering og fokus (Lektion 2)

CSR-rapportering og fokus (Lektion 2)

Den nye lovgivning om CSR-rapportering bevirker, at cirka 1100 nye virksomheder skal påbegynde CSR-rapportering pr. næste år. Fordi mange af virksomhederne mangler erfaring på området, har vi samlet nogle af de største danske navne inden for CSR i et forum, hvor alle er velkomne, så vi kan dele viden.

I onsdags gav Jens Pultz Pedersen fra PwC os et spændende indblik i emner som menneskerettigheder og ligestilling, og der var gode eksempler på hvordan danske virksomheder arbejder ud fra forskellige rapporterings-tilgange. Der blev herudover lagt vægt på, at man må huske at rapportere om risiko, selv når man helst vil rapportere om dét, der forløber gnidningsfrit. Enhver negligering af risiko kan nemlig udgøre en risiko for éns brand!

Joachim Kattrup fra Økonomisk Ugebrev ledte den følgende debat, der blev indledt med spørgsmålet om hvilken betydning det har, at virksomhedernes tal ikke skal dobbelttjekkes af en tredjepart. En hård kerne af især studerende stillede opklarende spørgsmål, og vi takker for et interessant oplæg og en god debat.

Deltag til vores tredje lecture onsdag den 15. november kl. 14.30, hvor du får spændende indsigt i hvordan Marie Voldby fra Deloitte og Trine Pondam fra Pandora arbejder med CSR-rapportering. Du får selvfølgelig rig mulighed for at stille spørgsmål, og vi glæder os til at se dig.

Læs mere om eventen og deltagelse her

Skrevet af Linda Thyme