Om det der har værdi, og det som er værdifuldt!

Jeg var ude og se min søn spille håndbold her I weekenden. Typisk foregår det ved at Carl og jeg kører sammen med én af hans kammerater og hans far. Og så får vi en rigtig far snak.

Carls vens far er ingeniør, underviser og leder af en stor forskningsafdeling på DTU. De skulle blive bedre til marketing. Derfor havde han ansat en marketing person. Nu er min ven ikke den store marketing person – de skulle bare have forbedret kendskabet til dem. Men personen han ansatte var amerikaner og ville gerne have nogle klare målbare rammer for hvad succes var. Min ven så helt anderledes på det. Som han sagde…”jeg får det jeg måler”, og derfor ville han ikke ødelægge hendes kreativitet ved at lægge for klare mål ned over hendes arbejde….det gav nogle ret filosofiske diskussioner og bringer mig frem til mit spørgsmål.

Skaber vi mere værdi når vi fokuserer på at måle og veje vores arbejde?

Jeg arbejder i Novo Nordisk, og har brugt de sidste 5-6 år af min karriere på at måle og veje værdien af Novo Nordisk forpligtigelse til at drive sin forretning i forhold til en finansiel, miljømæssig og social bundlinje. Tanken var, at vi skulle gøre det ukonkrete konkret. Vi skulle med data og fakta dokumentere “business casen” ved bæredygtighed.

Og det har vi gjort. Vi er netop færdige med den 10. case, og har vist, at det kan lade sig gøre at måle samfunds- og virksomhedsværdien af vores indsats. Noget af det vigtigste vi har lært er at lytte systematisk og interessent orienteret, at bibeholde en stor velvillighed til at fortælle, og at generere mange idéer til forbedringer. Vi har også lært, at det slet ikke er svært at lytte, men at vi gør det alt for lidt, eller i bedste fald for usystematisk. Andre læringspunkter er, at der er en global konkurrence for gode jobs, og at de lande, vi handler med, har helt legitime krav om, at vi også skaber jobs der.

Det er klare læringspunkter – vi har lært noget værdifuldt. Vi forholder os også til hvad disse læringspunkter betyder for os selv, og fortæller åbent om det. Vores oplevelse er, at hvis vi ikke fortæller, hvorfor vi handler som vi gør, så finder vores interessenter på noget der er meget værre end vores oprindelige intention.

Når vi taler med vores interne og eksterne interessenter, er der nogle gange en modstand imod at fortælle “hvorfor vi gør det”, en modstand mod at værdiansætte i forhold til vores interesser. Det er et tema som Svend Brinkman har skrevet flere bøger omkring og kritikken er at vi bliver beskyldt for at være for instrumentelle. Når man reflekterer lidt over det, har Svend Brinkman og kritikerne vel også en pointe. Grundlæggende skal vi ikke opføre os ordentligt fordi vi kan få noget ud af det. Vi skal bare opføre os ordentligt fordi, det er værdifuldt i sig selv at gøre det.

Men når vi så bruger det som argument over for en lang række af vore interne kolleger fra mange forskellige kulturer, eller bare overfor journalister, så kan man ende med at virke lidt blåøjet, hvis man henfører sine gerninger til, at de har værdi i sig selv. Når man skal argumenter for interne budgetter, så er det nogle gange rart at kunne præsentere noget kvantitativt.

Min ven fra DTU kom i dialog med sin marketing ansatte frem til, at hun måtte give et bud på, hvad succes var, og ville evaluere hende ved dialog og opfølgning. Vi har oplevet i Novo Nordisk, at det kan give problemer at tale om vores egeninteresser….selv om de vel er lige så reelle som interesser for vores interessenter og samarbejdspartnere.

Vi har dog oplevet, at vi kan skabe merværdi, når vi måler og vejer…..vi skal bare være opmærksomme på vores signaler, og at vi i vores indsats for gennemsigtighed og systematik skal kommunikere, så det fremgår, at det værdifulde, og værdi ikke er det samme, men at det skal gå hånd i hånd.

Carl, forresten, fik lov at starte på højre fløj, hans direkte modstander skorede ikke, hans hold vandt kampen som han sagde fordi de spiller godt sammen, og jeg fik en snak om det der er værdifuldt i livet.

Ønsker du at indgå i debatten som Ole rejser i nærværende blogindlæg, så send dit indlæg til vores redaktion her

Læs mere om vores blog-tiltag her

Oles profil: 

Jeg arbejder i Novo Nordisk som Global Director, Communication, Relations and Sustainability, og har brugt de sidste 5-6 år af min karriere på at måle og veje værdien af Novo Nordisks forpligtigelse til at drive sin forretning i forhold til en finansiel, miljømæssig og social bundlinje.

Skriv et svar