Lad mig slå fast med det samme: Der findes ikke en facitliste eller en skudsikker plan for, hvordan det bæredygtige samfund ser ud eller skabes. Indikatorer og handlingsplaner kan være udmærkede, men på ingen måde tilstrækkelige. Det samme gælder for den sags skyld den lovpligtige CSR-rapportering. Fint nok, men det løser ikke problemet i sig selv. Ethvert valg repræsenterer mindst et fravalg, og den som påstår at være bæredygtig, kan altid udfordres. Så hvad vil det egentlig sige, at arbejde med bæredygtig udvikling og CSR, når målet tilsyneladende er bevægeligt?

For mig at se ligger svaret i, at konceptet om bæredygtig udvikling med alt hvad det indebærer af internationale aftaler – senest FN’s Verdensmål – giver os en retning og en bedre forståelse for at kunne igangsætte handling. Det vigtige bliver dermed processen og at være i bevægelse, at være på vej.

At være på vej!

Så hvad er mere oplagt end at tale med en stor global transportvirksomhed, når det nu handler om at være på vej?

”CSR er mange stedet et appendiks, som ikke kommer ind under huden på virksomhederne, og Paris-aftalen fra 2015 giver ikke den fornødne opbakning til at virksomhederne succesfuldt kan komme videre. Spørgsmålet om, hvad CSR og klimaudfordringen egentlig betyder for virksomhederne, står fortsat tilbage uden et klart svar”.

Sådan indledte Thomas Susé, CSR chef i den globale danske transportvirksomhed DSV vores samtale, hvor vi forsøgte at komme frem til status for CSR-arbejdet i Danmark. 

Umiddelbart kan ovenstående udsagn fra Thomas synes en smule opgivende og pessimistisk, men er ved nærmere eftertanke nok mere udtryk for en god portion realisme og kritisk tilgang. Og et udtryk for, at vi bliver nødt til at stramme os an. Der skal netop mere til, end den årlige CSR-rapportering. Den alene gør det ikke.

Vi står overfor en stor udfordring, og som Thomas Susé påpeger: ” Alle virksomheder laver målsætninger, der peger frem mod 2030 eller 2050, men vi mangler spørgsmålet om, hvad det egentlig betyder for virksomhederne i dag og i morgen!”

Måske mangler vi også en fælles erkendelse af, hvad det egentlig kræver i fællesskab, hvordan balancerer vi i fællesskab det kortsigtede perspektiv, som handler om, at hvis ikke virksomhederne tjener penge i dag, så er de her ikke i morgen, overfor det langsigtede perspektiv, som handler om, at hvis ikke vi har det lange perspektiv om forandring, så vil vi ikke være i stand til at foretage de fornødne ændringer allerede i dag.

Det samme behov for balancering findes mellem det globale aftaleniveau og den lokale aktion. Eller helt banalt mellem hvad den enkelte virksomhed kan og skal påtage sig af ansvar overfor hvad fællesskabet og samfundet kan og skal bidrage med. Og derudover ser CSR-spørgsmålet unægtelig også anderledes ud, om man betragter det indefra en virksomhed eller udefra med et samfundsperspektiv.

I den sammenhæng fornemmer jeg en vis portion utålmodighed hos Thomas Susé.  Viljen er til stede til at gøre noget, men det er ikke en let opgave at skabe forandring i en branche, som må siges at være en kæmpesucces.

”Transportbranchen er kendetegnet ved en meget hård konkurrencesituation. Laveste pris, varerne frem til tiden/effektivitet, levering, kundernes behov osv er i fokus. Branchen er en kæmpesucces, det er lykkedes at skabe et globalt system, hvor varer flyttes fra den ene ende af Verden til den anden til en forholdsvis billig penge og med stor præcision.”

Og i forlængelse heraf konstaterer Thomas Susé: ”Det er svært, men virksomhederne fungerer på baggrund af erfaringer og forsøg. Men hvordan ændrer man en succes? Vi kan alle se, at vi skal gøre noget, og om 10 – 20 år kan vi se det meget klarere. Men hvad gør vi her og nu?”

Og hvordan udnytter en virksomhed de potentielle fordele, der vil komme af at være foregangsvirksomhed, når det i det lange løb formentlig ikke ændrer ved, at transportbranchen i et fossiltfrit samfund vil være genstand for en fortsat hård konkurrence, hertil siger Thomas:  ”I et fossiltfrit samfund vil transportbranchen formentlig fortsat være udsat for en hård konkurrence. Det er i omstillingen, og i jagten på den gode businesscase DSV kan skille sig ud. Skille sig ud ved at passe bedre på sine medarbejdere, have styr på sine ejendomme, transporten, CO2 udledningen osv.”

Vi mennesker påvirker uanset hvad vi gør. Spørgsmålet er, hvordan vi kan opretholde vores eksistens på en tålelig måde, og hvordan kan vi reducere i forhold til vores negative påvirkning?

I transportbranchen og for DSV starter det med at være energieffektive og helt grundlæggende er DSV’s CSR-tiltag bygget op om virksomhedens businesscase: ”Det skal kunne svare sig for virksomheden, og på den vis handler det om risikominimering, besparelser og bedre indtjening.”

”Så det starter ofte med, at vi forsøger at optimere i forhold til energieffektiviteten. Men det har sine begrænsninger. Alternative brændstoffer eller energikilder giver ikke mange eksempler på, at det kan lade sig gøre rent businessmæssigt. Der mangler noget struktur, og i dag er der kun få lokale eksisterende strukturer i for eksempel Sverige og Tyskland som biogas. Så der mangler struktur og grænseoverskridende tiltag, som kan understøtte transportbranchens muligheder for at gå i en mere bæredygtig retning.” Og så konstaterer han, at ”det er et catch 22, alle ved hvor vi skal hen, men ingen vil tage det første skridt, og branchesamarbejdet er begrænset pga. den hårde konkurrencesituation.”

Så er vi fanget i en position, hvor alle bevogter alle, og ingen tør komme i gang? I givet fald, hvordan kommer vi videre? Først og fremmest er Thomas Susés bud, at enhver forandring skal være motiveret i og drevet af en businesscase. Er der en solid businesscase, så skal virksomhederne nok tage sig af forandringen. Men der skal nok mere til. Måske er vejen frem tiltag a la det, som den franske regering netop har annonceret: et ophør af salg af benzindrevne køretøjer fra 2040? Under alle omstændigheder et komplekst billede af, at intet kan stå alene, vi skal have solide globale aftaler, som kan udstikke en kurs og som kan presse på gennem lovning og diverse policy-instrumenter på den ene side, lokale tiltag på den anden side, hvor civilsamfund og virksomheder skaber nye muligheder og løsninger, og så det store komplekse miks af tiltag mellem det globale og det lokale. 

Og tilbage står, at hvis vi ikke er på vej, kommer vi ingen vegne!

Skrevet af:

Mads Randbøll Wolff.

Mads profil:

Jeg ejer min egen en-mands konsulent- og rådgivningsvirksomhed Bæredygtighed 2030, der udarbejder analyser, rådgiver, designer og leder processer og projekter. Udgangspunktet for min virksomhed og mit arbejde er et ambitiøst fokus på forandring gennem bæredygtighed, resiliens og demokrati – vi kan altid blive bedre, og ved at udfordre de bestående antagelser, kan vi komme meget langt. Derfor er ordet innovation også vigtigt for mig, og det er en selvstændig pointe, at jeg ikke bare arbejder med innovation, jeg søger hele tiden at udfordre mig selv til også selv at være innovativ. Det gør jeg ikke fordi jeg skal, men fordi jeg oplever – og har erfaret – at en innovativ tilgang giver bedre svar på at løse de udfordringer som vores samfund står over for. Jeg er optaget af at være med i og igangsætte nye løsninger og eksperimenter, som baner vejen for udvikling og nytænkning, og jeg sætter stor pris på at kunne arbejde i en kombination af (ny)tækning) og konkret handling.

Mine erfaringer og kompetencer er opnået gennem mere end 18 års arbejde i den offentlige sektor, og de seneste 3 års arbejde i den private sektor. Mit fokus har overordnet set været på policy design, rådgivning og implementering på lokalt, nationalt såvel som internationalt niveau omfattende et stort og skiftende sagsområde. Erfaringerne er opnået gennem positioner som fuldmægtig, ministersekretær, fødevareattaché/diplomat, projektleder, seniorrådgiver og direktør. De forskellige positioner har givet et solidt fokus på en global tænkning, kombineret med lokal handling og en solid interkulturel forståelse.

Ud over at opbygge en solid erfaring med offentlig administration, har fokus været på bæredygtig udvikling, primær erhvervene, grøn omstilling og resiliens. Jeg etablerede primo 2016 min egen rådgivningsvirksomhed, som har sigte på alle aspekter af bæredygtig udvikling, resiliens og demokrati i både privat og offentligt regi og ikke mindst brobygningen internt mellem offentlige instanser og imellem offentlige og private aktører. Jeg er aktuelt tilknyttet Nordisk Ministerråd, hvor jeg løser en større opgave i relation til COP23.