Dette indlæg skriver sig ind i en diskussion om værdi, som tidligere er blevet belyst af Ole Kjerkegaard Nielsen og Robert Strand.

Jeg vil i dette indlæg påtage mig den blåøjede, idealistiske studerendes standpunkt. Dels fordi det i sandheden. Jeg har endnu ikke været ude i erhvervslivet, og oplevet dets kompleksitet og de kompromiser man måske må indgå. Min sjæl har endnu ikke mærket den parceling out (splittelse, som jeg tolker det), som Robert refererer til hos Max Weber. Men jeg er yderst bevidst om, at virkeligheden er meget kompliceret. Jeg tager dog her et standpunkt for at komme med en pointe. En pointe som bygger på noget, jeg har læst i en bog for nylig.

Lad mig først forklare mig selv: Når jeg siger, at jeg påtager mig et standpunkt, så er det fordi, jeg egentlig ikke ved, hvad mit eget standpunkt er. Jeg studerer til daglig erhvervsøkonomi og filosofi på CBS, og skriver dette semester mit bachelorprojekt. Et grundlæggende træk ved en ’erhvervsfilosof’ (omend jeg ikke vil gå så vidt at kalde mig det endnu) er evnen til at analysere grundlæggende teorier og logikker bag erhvervspraksisser. Dette medfører som oftest et svært tilfælde af manglende evne til at have en holdning på grund af den evigt analytiske tilgang. Jeg har en god, men ofte irriterende, evne til at stille spørgsmålstegn ved ting, men svært ved at give klare svar uden at påtage mig et standpunkt.

Lad mig komme frem til mit spørgsmål: Hvorfor virker man blåøjet, når man taler om, at ens gerninger har en iboende værdi, dvs. værdi i sig selv, som Ole skriver i sit indlæg?

Bytteværdi, nytteværdi og iboende værdi

Mit bachelorprojekt handler om arbejde. Opgaven tager udgangspunkt i Hannah Arendts bog Menneskets Vilkår, og undersøger udviklingen i arbejdets rolle i menneskets liv gennem historien. Derefter forsøger den yderligere at give et bud på, hvordan arbejdets rolle kunne udvikle sig i fremtiden som konsekvens af automatisering, robotter og kunstig intelligens. Jeg vil ikke gå i dybden med detaljerne, men en pointe i Arendts værk satte nogle tanker i gang i forhold til netop denne diskussion om værdi.

Den, efter min mening, meget kontroversielle tese, som Arendt udlægger lyder således: idéen om iboende værdi eksisterer ikke længere. Denne tanke var umiddelbart svær at acceptere, men lad mig prøve at forklare hvorfor, hun mener dette.

I vores samfund taler vi ofte om værdi på en bestemt måde, nemlig bytteværdi eller markedsværdi. Dette monetære mål præger den måde vi forstår ting som værdifulde, fx ved at tilskrive dem værdi, selvom de måske ikke har en reel nytteværdi eller en værdi i sig selv.

En anden måde vi taler om værdi er instrumentel værdi eller nytteværdi. Her tilskrives en handling eller genstand værdi i kraft af at være et middel til at nå et mål. Dette mål kan fx være virksomhedens bundlinje eller vækst. Når Ole skriver om, hvordan han og hans kolleger skal argumentere for, hvad de skal bruge deres budgetter til ved at præsentere noget kvantitativ, så tolker jeg det således: at de må bevise, at deres gerninger har medført resultater, altså at de har bidraget til at opnå et mål. I den forstand vil jeg give Robert ret i sin observation: der er fare for, at midlet bliver målet. At selve målingen bliver det afgørende i stedet for handlingen.

Hvordan kan noget være værdifuldt i sig selv?

Derudover vil jeg påstå, at den omvendte bevægelse er sket, nemlig at målet bliver et middel. Når Arendt skriver, at vi ikke kender til iboende værdi som idé, så er det fordi, samfundet er præget af et nytterationale, hvor alting gøres til midler til et mål. Når ét mål opnås, opfattes det i samme øjeblik som middel til et andet. Den gode handling ses altså ikke som et mål i den engelske forstand ’end’– enden. Man må straks finde en måde at måle den, rapportere den, kommunikere den.

Arendt går så langt som at sige, at vi fordi vi har glemt ideen om iboende værdi, kan vi slet ikke tænke værdi i objektive termer. Alt skal værdisættes udfra dets nytte- eller bytteværdi, hvilket medfører en tilstand af meningsløshed. Eksempelvis har vi mistet evnen til at se mennesket som et mål i sig selv, og menneskerettigheder bliver bundet af byttemarkedet. Mennesket har kun værdi, for så vidt som det kan bringe en anden form for værdi ind på markedet.

Om Arendt har ret kan selvfølgelig diskuteres. Men for nu at holde hvad jeg lovede, så vil jeg tage et standpunkt og give hende ret. Da jeg stillede mig selv spørgsmålet, hvad iboende værdi er, så kunne jeg ikke komme med et klart svar. Idéen gav ikke umiddelbart mening for mig udfra de logikker, jeg tænker i. Som jeg forstår begrebet, så er det at en handling skaber glæde eller lykke heller ikke ensbetydende med iboende værdi. Handlingen eller aktiviteten kan være værdifuld i sig selv. Men hvad betyder det? Det er her vigtigt at forklare, at Arendt henter sin inspiration fra Aristoteles og antikkens Grækenland, hvor helt andre logikker herskede.

Vi må se tilbage til antikken og forsøge at forstå, hvad iboende værdi egentlig vil sige. Vi må klø os selv i filosofskægget og forsøge at diskutere os frem til det. Det der tæller er måske det, der slet ikke behøver at blive talt. Det har værdi i sig selv.

 

Laurits profil:

Jeg studerer erhvervsøkonomi og filosofi på tredje år på CBS og arbejder desuden som studentermedhjælper i CSR Forum et par dage om ugen. Lige nu venter jeg på svar på min kandidatansøgning og regner med at læse videre på CBS et par år endnu. Derudover er jeg netop valgt til Vice President af den danske afdeling af den internationale studenterforening for en bæredygtig omstilling Oikos